Historien om sælgeren og de 7 små dværge

kunder er bare mennesker
Historien om sælgeren og de 7 små dværge

Indvendinger – Når kunder ikke vil købe, kan sælgere ikke sælge.

Når sælgere ikke får solgt, er der en årsag. Der findes ikke mange årsager, faktisk findes der kun syv. 7 små årsager til at sælgere ikke får solgt. 7 små dværge, som jeg vil fortælle dig om nu. Det er de samme 7 årsager for os alle fordi, kunder bare er mennesker…

Historien om sælgeren og de 7 små dværge

Der var engang den dejligste kunde i hele verden. Kunden hed Snehvide. Snehvide ville så gerne købe æbler, for sælgeren var flink og havde gjort sit arbejde godt. Bag Snehvide stod der 7 små dværge. De gjorde ikke meget væsen af sig, så sælgeren registrerede knap nok deres eksistens. Hver og én, stod de 7 små dværge helt stille uden at sige noget.

Snehvide var den bedste kunde, en sælger kunne ønske sig – hvilken elegance, hvilken imødekommenhed og hvilken venlighed. Særlig Snehvides evne til at lytte bjergtog sælgeren. Snart havde sælgeren forklaret og argumenteret for sine æbler og alle deres fortræffeligheder. Snehvide havde smilet og lyttet. Det havde blot fået sælgeren til at fortælle mere om æblernes særlige egenskaber og helt unikke smag. Snehvide havde lyttet og nikket. Så fortalte Sælgeren om sin fædrene gård, hvor æblerne i generationer var blevet forfinet sæson efter sæson. Snehvide havde lyttet interesseret og nikkede forstående. ”Det er jo mageløst, så nemt det er at sælge. Hvis bare alle kunder var som denne” tænkte sælgeren, imens et lille tilfreds smil bredte sig i fuld diskretion. Nu var det tid til at handle.

Sælgeren rakte hånden frem som en høfligt spørgende gestus, imens han smilende spurgte Snehvide ”Vil du købe mine æbler?”

Indvending 1: Når kunden synes, det er for dyrt

Snehvide smilte sødt tilbage til sælgeren, rømmede sig og skulle lige til at svare, i det den ene af dværgene trådte frem. Dværgen stillede sig imellem Snehvide og sælgeren.

Dværgen hed Gnavpot. Gnavpot var god til tal – alle slags tal og især de tal, der stod en valuta foran. Dollars, Euro´s, pund og sterling, jooo Gnavpot havde styr på dem alle. Særlig var interessen for Kroner og Øre. Interessen var blevet så speciel at Gnavpot samlede på Kroner og Øre. Ikke kun sine egne, nej Gnavpot så det som sin fornemmeste opgave, at passe særlig godt på Snehvides Kroner og Øre.

”Hvad koster æblerne?” spurgte den lille gnavne dværg imens kuglerammen blev gjort klar.

”øøøhhh og bøøhh” startede sælgeren i overraskelse over den pludselige afbrydelse. ”20 kroner” blev fremstammet og straks returnerede den sure dværg ”…og hvor mange ører?”

”Nul” svarede sælgeren ”Nul Øre og kun 20 Kroner!”

”Det er for dyrt!” kom det bestemt, gnavent og meget vrissent fra Gnavpot.

Sælgeren var noget overrasket over denne pludselige negativitet og så på Snehvide med et forsigtigt smil, der mest af alt afslørede sælgerens rådvildhed.

”Men det er jo gode æbler…” forsøgte sælgeren sig og forsatte ”fra min fædrene gård og alle generationerne – de er forædlet”.

Så snart sælgeren havde afsluttet sin sætning, vendte Gnavpot sig demonstrativt om på hælene. ”For dyrt!” gryntede dværgen gnavent, ”for dyrt!” 

”Jamen…” sælgeren manglede argumenter og ord – ”Jamen, mine æbler er de bedste!”

Indvending 2: Når kunden har andre relationer

Frem trådte nu en lille dværg med briller. Dværgen stillede sig imellem Snehvide og sælgeren.

”Min gode mand, dine æbler er muligvis de bedste, men vi køber vores æbler af vores fætter” sagde dværgen.

”Mine æbler er jo forædlet her til lands igennem generationer…” forsøgte Sælgeren sig.

”Nuvel, min gode mand” Dværgen holdt en lille pause, løftede pegefingeren og forsatte: ”Æblerne fra min fætter fejler intet – de er gode, og dem har vi spist af i årevis!”.

Dværgen med brillerne blev kaldt Brille. Brille havde en fantastisk evne til at være meget klog. Brille kunne lyde så klog, at andre gerne ville være i nærheden i håb om, at en hjernecelle eller to ville flytte fra Brilles hjerne over i deres egen. Brille vidste bedre end de fleste. Dværgen med brillerne vidste, at dumhed kom af at stole på andre.

Derfor holdt Brille sig loyalt til få og trofaste relationer. Over årene havde det efterhånden vist sig, at det var både tryggere og bedre – ”så ved man hvad man får, og det er til at regne med”, messede dværgen ofte for andre, hvis de forsøgte at inspirere til, at prøve noget nyt eller andet.

”Vi ved hvad vi har og ikke hvad man får” var en anden af Brille´s yndlings onelinere. Jooo Brille var meget klog, og hans evne til at formidle endog meget svært og kompliceret stof i enkelte sætninger, var legendarisk.

Sælgeren fattede ikke, at dybe og tætte relationer lå bag dværgens skråsikre klogskab. Det både lød og synes klogt, når Brille messede, og Sælgeren kunne jo godt selv tænke sig så loyale kunder. Sælgeren tog mod til sig og prøvede:

”Mine æbler er måske billigere end din fætters!”

Den lille dværg med briller stivnede et øjeblik. Blev han mon snydt af sin fætter? Nej, Brille vidste bedre – hvem var den kloge? Dværgen rankede ryggen og satte brillen helt ud på den yderste næsespids. Kiggede mildt på sælgeren og svarede:

”Nuvel, min gode mand. Hvorfor fikse noget, der ej er itu?” Uden at vise synderlig interesse i sælgerens svar, snurrede den lille dværg rundt, og gik tilbage til sin plads bag Snehvide.

Indvending 3: Når kunden mangler interesse

”Måske I kunne prøve mine æbler, det sker der vel ikke noget ved!” forsøgte Sælgeren sig optimistisk.

Alle dværgene stirrede vantro på Sælgeren, imens Snehvide smilede. Den bedste kunde skulle lige til at rømme sig, da en ny lille dværg stillede sig lige midt imellem Snehvide og Sælgeren.

”Vi er ikke interesseret i dine æbler” sagde den nye dværg træt. Dværgen gabte, og strakte sine små arme over sit hoved. Det så ud som om, at dværgen knap kunne holde sine øjne åbne. Et dybt suk gav Sælgeren en fornemmelse af kedsomhed.

”Ikke interesseret?” Spurgte Sælgeren med undren i sin stemme.

Dværgen sukkede atter dybt og var lige ved at lave smaskelyde i sit lange skæg. ”Vi er altså ikke interesseret…” Dværgen afbrød sig selv da et langstrakt gab, ikke længere kunne kvæles af høflighed.

Dværgen blev kaldt Søvnig. Ikke på grund af træthed eller sit store sovehjerte, nej søvnig blev kaldt Søvnig fordi, at intet interesseret den lille dværg. Mange havde igennem tiderne forsøgt begejstre, forføre, bejle, charmerer, inspirerer og motiverer den lille dværg. Men Søvnig var bare ikke interesseret.

Når alt omkring én er så håbløst uinteressant, kan man jo godt blive lidt træt af det hele. Når dværge er lidt trætte af det hele, kan dværge godt begynde og kede sig. Søvnig havde kedet sig så længe nogen kunne huske. Når dværge keder sig, begynder de at gabe og lave smaskelyde – det er noget af det ganske særlige ved dværge. De gaber egentlig ikke fordi de er trætte, det ser bare sådan ud. Nej, når dværge keder sig, gaber de, fordi deres hjerner har brug for ekstra ilt. Sådan var det også med Søvnig. Søvnig var ikke træt, Søvnig kede sig og var bare ikke interesseret.

”Er du klar over, at mine æbler har magiske evner?” prøvede Sælgeren og forsatte ”Er du klar over at Æbler, kan blive til pærer, kommer de igennem en hest?”

Søvnigs hjerne var lige ved at kvæles i manglende interesse for Sælgerens banaliteter. Den lille dværg gabte højere end en flodhest, og traskede træt og opgivende tilbage til sit udgangspunkt.

” aargghhh – Beklager den dårlige joke” forsvarede Sælgeren sig. ”Det var kun for sjov – en munterhed…”

Indvending 4: Når kunden ikke har tid

Frem trådte nu en ny lille dværg. Med små lette trin bevægede det lille væsen sig let og ubesværet. Dværgen stillede sig imellem Snehvide og Sælgeren.

Det var Lystig. Lystig var den muntre af de 7. Altid i godt humør og altid på farten. Lystig bevægede sig ubesværet, og man kunne altid se, når det var Lystig, som kom gående. Man kunne se det på gangen. Sikkert og næsten svævende blev det ene ben sat foran det andet, imens armene bevægede sig modsat, så balancen forblev intakt.

Lystigs virkelighed var styret af tiden. Tidens tand havde lært lystig at komme videre med godt humør. Altid i bevægelse og med kalenderen fyldt op af opgaver, møder og vigtige aftaler – jooo, Lystig var altid på farten. Lystig havde så travlt med at have travlt, at der slet ikke, var tid til at gøre noget færdigt.

”Kære Æblemand, vi har ikke tid til Dem og deres munterheder.” kvidrede det lille menneske og forsatte: ”Vi har ikke tid, fordi vi skal videre med noget andet og det, er egentlig noget, vi håber at nå, inden tiden løber ud. Så De kan nok forstå, at vi har meget travlt!”

Ikke så snart havde Lystig afleveret sit budskab til Sælgeren, inden der blev gjort mine til, at dværgen ville vende rundt for at komme videre.

”Så skal I jo købe jeres æbler her hos mig” sagde Sælgeren.

”Vi har ikke tid” nærmest grinede dværgen. ”De må forstå, vi har ikke tid!”

”Men så kan I jo købe mine æbler. For så skal I ikke bruge tid på at købe andres æbler, andre steder!” Sælgeren lagde sit hoved lidt på skrå, og var ganske tilfreds med sit rationale.

Indvending 5: Når kunden hellere vil handle med konkurrenten

Frem trådte nu en ny dværg. Denne dværg var en smule mindre end de andre dværge. Ja, den mindre lille dværg var faktisk helt slank at statur. Dværgen var ikke som sådan sølle at se på, snare lidt dum. Eller rettere, knap så besværet af viden. Tøjet slaskede til den spinkle krop og, både ærmer og benklæder var for lange.

”Altså…” Den mindre lille dværg talte med en særlig nasal tone. ”Altså, Altså…” Den mindre lille dværg passerede Lystig, der stasig stod med åben mund og polypper. Som et rådyr fanget i lysstrålen fra bilens forlygter stod Lystig fanget i sin egen tid på et særligt sted. Ganske kortsluttet stod den ellers så lystige dværg imellem Snehvide og Sælgeren. Fanget i sin samtid, indhentet af sin fortid og oplyst af sin nutid. Sælgeren havde stoppet tiden, havde nulstillet uret og lystig var gået i stå.

”Altså, Altså, Altså vi skal jo købe æblerne fra Kastaniegården!” Den mindre lille dværg skubbede Lystig tilbage i rækkerne og stillede sig imellem Snehvide og Sælgeren.

Sælgeren kendte godt Katrinegården. Et ucharmerende sted lidt udenfor byen. Her dyrkede de æbler, der stammede fra kinesiske podninger og, havde da vist også engang, været i pressen for deres brug af appelsinplukkere til høstarbejdet. Sælgeren var klar over, at det var dårlig stil sådan at tale dårligt om konkurrenten, så han forsøgte:

”Jeg står her med en pose æbler, som jeg har pakket til Jer…”

Inden Sælgeren nåede at færdiggøre sin sætning, kom afbrydelsen prompte fra den lille dværg, der nu stod lige foran og så op. ”Altså, Altså vi har handlet længe med Kastaniegården, og kan godt lide at handle med Kastaniegården!”, nærmest snøvlede den lille dværgs nasale stemme.

Den mindste af de små dværge blev kaldt Dumpe. Navnet havde klæbet sig til dværgen i mange år efterhånden. Lige siden dengang dværgen havde været til køreprøve uden sålforlængere og telefonbog. Sålforlængere er anordninger, der sættes under fødder på mennesker med meget korte ben, så de kan nå pedalerne i en bil.

En telefonbog er – eller rettere var, for jeg tror ikke de findes mere. En telefonbog var en meget tyk bog med alle telefonnumre i. Alle med en telefon har jo et telefonnummer. Alle telefonnumre stod i telefonbogen. Så du sikkert kan regne ud, var en telefonbog derfor var meget tyk. Det var praktisk for særligt lave mennesker, når de skulle køre bil. Så kunne de sidde på en telefonbog og som sådan sidde højt nok til, at de kunne se ud af forruden. Når en meget mindre lille dværg glemmer både sålforlængere og telefonbog til den praktiske køreprøve, ja, så dumper den lille dværg. Lige siden er Dumpe blevet kaldt Dumpe.

Den nasale stemme og det til tider forstyrrende snøfteri, skyldes en sjælden kombination af høfeber og en brækket næse fra boksetræning. Men det har ikke noget med denne historie at gøre.

”Altså, vi har lovet Kastaniegården at købe mange af deres æbler, og vi synes deres æbler er bedre end dine”.

Dumpe løftede op i sine bukser, drejede omkring og stillede sig tilbage til de andre dværge.

Sælgeren gjorde store øjne, og kløede sig undrende i hovedbunden. Fyldte sine lunger dybt og sagde: ”Hvordan kan I vide, at Kastaniegårdens æbler er bedre, når I endnu ikke, har prøvet mine?”

Indvending 6: Når kunden ikke er beslutningstager

”AAATTJJUUUU!!” lød det omme bag Snehvide. En ny dværg trådte forsigtigt frem i samme takt som et nyt nys formede sig.. ”A A A” stille men sikkert ”AA AA AA” kom dværgen frem og ”AAA AAA AAA” stillede sig imellem Snehvide og Sælgeren ”TJUUUUUUU!”

”Prosit!” sagde Sælgeren

”Hva´be har har HA HA HATJUU?” spurgte den lille dværg.

”De nøs, og jeg sagde prosit” sagde Sælgeren

”Hvor ved De det fra?” Spurgte dværgen med mistro i stemmen.

”Ved hvad?” replicerede Sælgeren – ”De nøs, jeg hørte det jo selv!”

”Hvor ved De fra, at mit navn er Prosit?” Spurgte dværgen med tydelig færd af mystik i stemmeføringen efterfulgt af en kort pause. Inden Sælgeren nåede at svare, gentog dværgen sit spørgsmål – denne gang med en insisterende snerren ”Hvor ved de det fra a AA AAA AATJUUUU!” Nyset kom lige så pludseligt, som havde det været et lyn fra en klar blå himmel.

”Prosit!” sagde Sælgeren.

 ”Så svar mig dog menneske, hvor kender De mit navn fra a A AA ATJU?”

”Prosit!”

”JA?”

”Jeg mener, undskyld, Nej…” Sælgeren gispede, og prøvede desperat at forstå situationen. ”Gesundheit!” fremstammede Sælgeren og forsatte ”Bless you” inden et søgende, ja næsten ydmygt spørgende ”Salut?” forlod den aller øverste skrøbelige del af Sælgerens stemmebånd.

”Ja ja menneske, stå ikke der og pral med Deres evner i udenlandske gloser. Det er jo ganske forkert. ”Salut” er fransk og betyder skål – har De måske noget at drikke?”

”Prosit!” sagde Sælgeren og denne gang, blev der ikke ventet høfligt… ”Salut betyder Prosit på Catalansk. Prosit er muligvis Deres navn, men jeg svarede blot høfligt på Deres Nys – altså De nøs og Jeg sagde Prosit – Hvordan kunne jeg vide, at det var Deres navn? Jeg kender Dem jo overhovedet ikke!” Sælgeren var nødt til at stoppe sin talestrøm for at tage luft ind.

Prosit, altså dværgen var ikke sen til, at udnytte pausen og tog ordet: ”Det kunne De jo bare have sa a a A AA ATuuu!!! Sagt”.

Sælgeren sukkede opgivende, rettede søgende sit blik på Snehvide, og spurgte kapitulerende ”Vil De købe æblerne?” 

Snehvide smilede overbærende, og det var som om, at Sælgeren fornemmede, at noget var helt galt, inden det blev konstateret.

”ATJJUUU skulle nok ikke have spurgt os om det med æblerne, for vi må slet ikke købe noget uden a a AA AATjuuu!”

”Prosit!”

”Ja – og tak”

”Prosit, hvordan kan det være, må I ikke købe noget” Spurgte Sælgeren, der efterhånden var blevet godt forvirret.

”Nej! Vi træffer ikke den slags beslutninger” snøftede prosit – altså dværgen. Og så snurrede han rundt, og gemte sig atter bag Snehvide.

Sælgeren slog ud med sine arme. ”Men altså og ihh du milde.” Sælgeren var blevet træt og efterhånden også godt irriteret. Ikke så meget på sig selv for den manglende afklaring, og slet ikke på den henrivende Snehvide.

”Nej”, tænkte Sælgeren: ”Dværge var noget af det mest irriterende, man kunne forestille sig. Disse små skabninger var ikke til andet end til besvær, og så var de tilmed smålige. Altså små og smålige – eller – lige så små som dværge og…. Nej, hvordan var det nu?” Sælgeren var forvirret, og havde nok mistet sit salg, sit humør og sit overblik.

”Hvem skal jeg tale med, hvis jeg skal sælge Dem mine æbler” spurgte Sælgeren træt og henvendt til Snehvide. Snehvide smilede lidt, nærmest mildt og rømmede sig.

Indvending 7: Når kunden ikke har behov   

”ØØHH, det må så være mig” lød en meget forsigtig stemme, der på ingen måde passede til Snehvides statur og smil. Sælgeren kiggede forvirret på den elegante kunde, og kunne godt fornemme, at øjnene flakkede.

”Hvor? Hvad? Hvem sagde det?” spurgte Sælgeren.

En lille forsigtig dværg med bøjet hoved, skælvende knæ og et genert smil trådte frem. Fødderne vendte indad og det, forhindrede denne dværg i at tage ordentlige og brugbare skridt. I stedet holdt dværgen knæene samlet, og bevægede underbenene fremad i små kluntede ryk.

Dværgen skuede ud under sine egne øjenbryn, og i det øjeblik der var øjenkontakt med Sælgeren, skyllede den rødeste farve hen over dværgens ansigt. Aldrig havde Sælgeren set nogen blive så rød i hovedet og da slet ikke en dværg.

”ØØØHHH, det er meget flovt, det her!” nærmest hviskede den nu tomatrøde dværg. ”Vi, øøhh jeg…øøøhhh nej, Nogen er meget flove” fortsatte det lille væsen.

”Hvad er flovt? Hvem er flov? Hvad sker der?” spurgte Sælgeren

Flovmand hed den flove dværg, der nu var så rød i hovedet, at havde det ikke været for det lange skæg, havde en turist nok proppet et postkort i mundet på den stakkels dværg i den tro, at det var en postkasse.

Den levende og talende postkasse krummede sine tær så hård, at tåneglene efterlod spor i den varme asfalt.

Helt sagte og meget forsigtigt fik den stakkels flove dværg fremstammet: ”Vi kan slet ikke tåle æbler!”

”Kan I ikke tåle æbler?” råbte Sælgeren – ”ingen af jer? Kan ingen af Jer tåle æbler?”

”Nej” svarede den flove dværg imens han og de andre dværge rystede på hovederne – næsten i takt.

Når kunder ikke vil købe, får sælgere ikke solgt

Snehvide trak på sine skuldre, smilede sødt til Sælgeren og sagde: ”Tak for i dag. Tak for Deres gode service og forståelse. Vi kommer gerne igen en anden god gang.”

Herefter vendte den bedste kunde en sælger kunne ønske sig om og gik ud af butikken, efterfulgt af 7 små dværge;

Først gik Gnavpot med sin kugleramme, efterfulgt af Brille, der refererede klogt. Så gik Søvnig uden den store interesse med Lystig travlt, lige i hælene. Så hankede Dumpe op i sine bukser, og gik i skarp konkurrence med Prosit, der pludseligt og meget uventet fandt rækkefølgen helt forkert. Til sidst gik Flovmand uden behov for, at se sig tilbage. 

Når kunder ikke køber, er der 7 årsager. Kun 7 små årsager og dem kalder vi indvendinger.

Leave a Reply